Overgravninger mail telefon tilmelding
Gå til indhold

Overgravninger ses desværre jævnligt i forbindelse med arbejde i nærheden af gasledninger. Årsagen er ofte, at der ikke er indhentet ledningsoplysninger, inden arbejdet påbegyndes. Når en naturgasledning på- eller overgraves, er der risiko for, at den naturgas, der siver ud, bliver antændt.

I Danmark er der i alt nedgravet knap 3.500 km stålrør og ca. 15.600 km plastrør til henholdsvis transmission og distribution af naturgas. Herudover kommer stikledninger fra distribution til forbruger og rørene til distribution af bygas i blandt andet København og Aalborg.

I forbindelse med de mange overgravninger er der risiko for materielle skader samt til tider personskader. Derfor gør gasselskaberne en stor indsats for at undgå, at gasrørene beskadiges, samt for at sænke risikoen, når et gasudslip forekommer.

Årsager til overgravninger

Den største årsag til beskadigelser og overgravninger af naturgasledninger er i alt for mange tilfælde, at der ikke er blevet indhentet ledningsoplysninger. Man har som graveaktør med erhvervsmæssigt formål pligt til at indhente ledningsoplysninger, inden et gravearbejde påbegyndes.

Alle, der graver med erhvervsmæssigt formål i offentligt vejareal eller privat fællesvej, skal rette henvendelse til til Ledningsejerregisteret, LER, med henblik på at indsamle de relevante ledningsoplysninger om ledningsejere i det søgte område inden arbejdet påbegyndes. Graveaktører med erhvervsmæssigt formål har derefter pligt til at søge specifikke ledningsoplysninger hos alle ledningsejere i området.

Læs mere i brochuren "Pas på Gasledningerne!"